Ophængning af redekasser til mursejlere.

Lørdag den 13. maj 2023.

Sol fra en skyfri himmel og 14 gr. C. - vejret kunne næsten ikke blive bedre til dagens opgave i reservatet.

Nye redekasser skulle hænges op. Denne gang redekasser til mursejlere som i Gunner Goddiks tid og i dennes ånd - Det Eksperimentelle Fuglereservat. Ikke før var der blevet hængt redekasser op til denne art.

Peter Brigsted havde igen påtaget sig opgaven med at bygge nye redekasser. Brædder til formålet var blevet leveret til hans private adresse, og samlet set havde han brugt et par dage på opgaven.

Dette var måske sidste chance før mursejlernes ankomst til vort område. Endnu var ingen af disse fugle set over reservatets eller naboernes områder.

Tanken havde oprindelig været, at redekasser skulle hænges op på masten ved Tårnfalkehøjen, men grundet betænkeligheder i redekassegruppen ved at forstyrre falkene i dette område blev andet besluttet.

Træmasten vest for huset blev i stedet udset til at få monteret de fire redekasser.

Redekassegruppen - eller en del af den - bestod i dag af Peter Brigsted, Ebbe, Jørgen, Knud og Henning. Erfarne folk i f. m. ophængning af redekasser.

Opgaven var ikke let. Masten havde stået på stedet i mange år, og var delvist nedbrudt i det ydre, men havde dog endnu en relativ hård kerne. Skruer boret gennem bagstykket mellem de to redekasser og ind i stolpen var ikke nok. Skruer boret gennem endestykket på hver redekasse måtte også klares, hvilket ikke var let når man stod på en stige, holde fast med den ene hånd og samtidig bruge den anden arm og hånd med skruemaskinen, der skulle ind gennem åbningen modsat endestykket, der var op mod stolpen. Der kom sved på panden og kunne det lade sig gøre?
Det lykkedes efter nogen tid. Jeg havde som noget nyt medbragt et lille Dannebrogs flag som blev sendt op til Jørgen på stigen. Fejres skulle det som et rejsegilde på et hus med spær.
Stort gilde blev det dog ikke til, men tilfredheden lyste alligevel ud af de seje medvirkende. Opgaven var løst. En virkelig flot indsats og højdeskræk sås ikke.

Nu må vi se om anstrengelserne bærer frugt. Vi håber, men regner dog ikke med indflytning i år.

En tillægsopgave i f. m. placering af redekasserne bliver at nedskære større grene på det store kirsebærtræ, der står ikke langt fra masten. Dette bliver gemt som en opgave på næste arbejdsdag.

Jørgen, der stod øverst på den ene stige, havde også øje for fuglene i nærheden og på et tidspunkt råbte han (dog ikke højt), at en broget fluesnapper var i træerne tæt ved.

Under en tur til bopælen ikke langt fra reservatet efter materialer til arbejdet blev endnu et par fluesnappere set - denne gang grå fluesnapper - i Bugten.

Ebbe kunne oplyse, at han under en tur rundt i reservatet før vi mødtes, så fjordterne i reservatet.

Der blev også tid til at tælle arter under formiddagens arbejde. 32 arter sås eller blev hørt.

Mange tak til Peter Brigsted for arbejdet med at fremstille redekasserne og for at deltage med opsætning af disse, og mange tak til Ebbe, Jørgen og Knud for deres ligeledes store indsats med at montere redekasserne. En virkelig god holdindsats.

Henning Kopp





Kværkeby Fuglereservat, Bjergvej 77, 4100 Ringsted  | info@fuglereservat.dk