Isfugl - Rørdrum

2018-09-25 21:25
Søndag den 23. september 2018.
 
Sol op klokken 07.00. Ned klokken 19.08. Temperaturen var 9 gr. C, vindstyrken 4 m/s fra en vestlig retning, en sigtbarhed på cirka 12 km og en luftfugtighed på 90%. Temperaturen føltes som 6 gr. C.
 
Det var den årlige fiskedag i reservatet fra klokken 09.30 til klokken 14.00, hvilket var forbundet med en del menneskelig aktivitet. Meteorologerne havde i starten af den forgangne uge varslet regn og blæst på dagen. Det gik heldigvis anderledes. Dagen oprandt med solskin over reservatet.
 
Det var nok en fiskedag, og nok var jeg optaget i forbindelse med afvikling af arrangementet, men den uundværlige kikkert var medbragt også denne dag, man kunne jo aldrig vide, om noget spændende skulle iagttages på nærmere hold. Det skulle senere vise sig at være en god ide.
 
De tilmeldte lystfiskere mødtes på berammet tidspunkt ved Museet. Efter en kort hyggelig snak begav de sig ud til pladser langs søerne i reservatet.
 
Ved 10.30 tiden vandrede jeg fra Museet i sydøstlig retning mod indgangen ved Bjergvej. Jeg passerede Bugten og Skovsumpen. Mellem Skovsumpen og Vildnisset – hér en smal kanal. En blå fugl lettede fra en gren et par meter over Skovsumpens nordlige brink, fløj et kort stykke og landede på en gren lavt over vandet mellem to øer. Det var den flotte ”Kingfisher” eller isfugl, meget apropos fiskedagen. Jeg iagttog den i cirka fem minutter, hvorefter endnu en isfugl dukkede op og landede tæt ved den første. Jeg stod i skyggen af træer med solen i ryggen, og isfuglene havde således sværere ved at se personen på vejen. Der gik igen cirka fem minutter. Jeg ville stille liste videre, men de så bevægelsen, lettede og fløj over vandet i nordvestlig retning. En oplevelse ud over det sædvanlige.
 
Den korte rundtur – dvs. over dæmningen – med besøg hos de fiskende deltagere ved Goddiks Sø bød på endnu en ”fisker”. Også denne var uden for dagens konkurrence. En fiskehejre stod i en ”frosset” femogfyrre graders stilling i kanten af rørskoven i Indelukket. Den havde placeret sig således, at dens skygge faldt ind mod rørskoven, hvilket gjorde den mindre synlig for fiskene.
 
Tilbage ved Museet blev frokosten indtaget på bænken på nordsiden af huset. Et fremragende sted med udsigt over Goddiks Sø. Under opholdet kom kikkerten igen i brug. En fiskeørn og to ravne blev iagttaget i luftrummet mod nord. Lidt senere hørtes flere fugleskrig mod vest og et øjeblik efter strøg to blå ”missiler” – isfuglene – forbi lavt over rørskoven i retning af Skovsumpen. Positivt – tænkte jeg – at isfuglene, på trods af de ganske vist stille aktiviteter i reservatet, alligevel var til stede og ikke var skræmt bort.
 
Jeg var færdig med frokosten, og begav mig i retning af Lille Sø mod vest, hvor Ellen og familie befandt sig med deres fiskerekvisitter. De havde fundet læ for vinden bag ved tagrør ved kanten af Langsiden, skråt over for Tårnfalkehøjen. Under samtalen med familien blev min opmærksom fanget af en bevægelse i kanten af rørskoven ved højens sydlige side. Kikkerten kom atter i brug, og – jo det var det – dét var en rørdrum, der stille og roligt vandrede mellem tagrørene ved søens overflade, af og til bøjede den sig forover og stak næbet i vandoverfladen. Herefter gik kikkerten rundt til familien. Nok havde de ved en tidligere lejlighed hørt fuglens pauken, men aldrig set rørdrummen. Rørdrummen forsvandt fra tid til anden ud af syne for igen at dukke op lidt derfra. Der var god tid til at iagttage den flotte fugl og dens færden. Det blev en stor oplevelse for os alle.
 
Henning Kopp
 
Kværkeby Fuglereservat, Bjergvej 77, 4100 Ringsted  | info@fuglereservat.dk