Nattergal

2019-05-22 21:41
Nattergal – Maj 2019
 
Nattergalen er stedtro og vender tilbage til det sted, hvor den er opvokset. Ankomsten finder normalt sted de første dage i maj fra vinterkvartererne i tropisk Østafrika.
 
Men i år var det lidt anderledes.
 
13. maj
 
En stjerneklar og vindstille nat. Temperaturen var 4 gr. C. Denne nat hørtes nattergalen her for første gang i år – ikke i reservatet – men fra moseområdet mod øst i retning af Humleore. En lav og forsigtig sang hørtes.
 
14. maj
 
Igen en stjerneklar og vindstille nat. Temperaturen var igen 4 gr. C. Som i går hørtes en lav sang fra en nattergal mod øst, men denne nat lod en artsfælle høre fra sig med en meget kraftig og flot sang i et buskområde et par hundrede meter nord for reservatet.
 
15. maj
 
En kort rundtur i reservatet ved 20–tiden. 10 gr. C, stille vejr og næsten skyfrit. Igen hørtes en flot sang fra nattergalen nord for reservatet. Ved midnat – nattergalen mod øst var nu rigtig godt syngende, og dens sang blev besvaret med en kraftig sang fra nattergalen mod nord.
 
16. maj
 
Nattergalen nord for reservatet var stadig aktivt syngende ved 06.30 -tiden, men ikke med samme kraft som den forgangne nat. Fuglen blev hørt igen klokken 18.30 og klokken 21.30. Nattergalen mod øst hørtes ikke.
 
17. maj
 
En ganske kort sang hørtes fra nattergalen mod nord klokken 06.30.
 
18. maj
 
En ganske kraftig og smuk sang hørtes ved 20.30–tiden fra nattergalen nord for reservatet.
 
19. maj
 
Sang fra nattergal hørtes stadig ikke fra reservatet. Nattergalen mod øst og mod nord hørtes mellem klokken 9 og 10 og igen ved 22.30–tiden.
 
20. maj
 
Klokken 07.35 – en vindstyrke på 2 m/s fra en nordøstlig retning og en temperatur på 16 gr. C. Det blev dagen, hvor der omsider hørtes sang fra en nattergal i reservatet. Fuglen sang fra Pilesumpen, og flot lød det. Området var indtaget, og det skulle høres. Der var kun plads til denne ene han i Pilesumpen.
 
21. maj
 
En kort rundtur i reservatet ved 17–tiden. Nattergalen i Pilesumpen var veloplagt og sang rigtigt flot. Senere under turen – i Skoven vest for Museet – hér den overraskende sang fra endnu en nattergal. Igen en meget flot sang – måske på grund af fuglen så nær ved. Der var således nu to nattergale med masser af sang i reservatet.
 
”Brikkerne” var nu faldet på plads sammenlignet med tidligere år.
 
Henning Kopp
 
Kværkeby Fuglereservat, Bjergvej 77, 4100 Ringsted  | info@fuglereservat.dk