Nattergal - Broget Fluesnapper - Vendehals

2021-05-08 20:56
Så skete det – i solskin, med en temperatur på 10 gr. C., som med en vind på 4 m/s fra en vest – sydvestlig retning – føltes som 8 gr. C – den 8. maj 2021 klokken 12.29.
 
Dens super flotte sang hørtes i år på dette tidspunkt for første gang – fra Pilesumpen. Nattergalen havde igen taget turen fra Østafrika – ja tænk engang! Pudsigt nok startede den sin sang i år om dagen og blev hørt i mindre end ti minutter, hvorefter den tav. Tavs var den resten af dagen indtil den klokken 19.34 igen sang fra samme sted – Pilesumpen. Tidligere år var den hørt første gang om natten fra områder mod nord, og fra moserne øst for reservatet, for senere at ankomme til reservatet.
 
I den forbindelse – husk venligst, at der er nattergaletur i reservatet onsdag den 12. maj fra klokken 19 – 21. En guidet tur med Merete Sørensen.
 
Broget fluesnapper og rødstjert.
 
Jørgen Madsen sendte en mail i dag over middag. Jørgen og Jytte havde været på rundtur om formiddagen. De så eller hørte desværre ikke nattergalen, men så meget andet spændende bl. a. broget fluesnapper, rødstjert, gøg og munk. Rørhøg – hunnen - gav flot opvisning, som Jørgen skrev.
 
Vendehals
 
Jan Badura – reservatets nabo mod nord sendte den 2. maj 2021 en mail med vedhæftede billeder af en vendehals og en broget fluesnapper – billeder fra et naturkamera opsat på Jans og familiens ejendom i et område kun et par hundrede meter fra reservatet.
 
Så – hermed en opfordring til at holde øje med vendehalsen og kig også efter kernebideren, som ses hver dag i området nord for reservatet. En flot fugl med et imponerende kraftigt næb.
 
Under en rundtur i dag – lørdag den 8. maj 2021 – ved 16.30 – tiden, blev bl. a. træløber, broget fluesnapper, rødstjert og sortmejse set eller hørt i reservatet. Stær og knopsvane er i deres reder og en enkelt grågås er stadig på rede.
 
Under rundturen blev 32 fuglearter set eller hørt.
 
Henning Kopp
 
Kværkeby Fuglereservat, Bjergvej 77, 4100 Ringsted  | info@fuglereservat.dk