Krible krable tur i Kværkeby Fuglereservat.

 

Søndag den 14. september var det Naturens Dag, en mærkedag for Danmarks Naturfredningsforening og Friluftstrådet. DN og Kværkeby Fuglereservats Venner  (KFV) havde for tredje gang sammen arrangeret dagen, der altid handler om at åbne naturen for børn og voksne.

Børnene skal med
Vi har særlig fokus på at få børnene med ud i naturen. Børen har brug for naturen – og naturen har brug for børnene. For børn der bruger naturen er sunde, glade, kloge, fantasifulde og vokser op som ansvarlige voksne, der benytter og beskytter naturen. Og har forståelse for, at vi har brug for rent vand, ren luft, sunde madvarer og plads til en natur, der hænger sammen.

I reservatet
På trods af et kraftigt regnvejr mødte 12 voksne og 12 børn op for at få en anderledes naturoplevelse. Turen startede med, at vi gik ned til museet, hvor der blev budt velkommen af DN’s lokalafdeling ved Hannah Ring, der fortalte om udvalgte dyr og fugle og stillede nogle spørgsmål, der ind imellem gav overraskende svar. Derefter guidede vi deltagerne ned i den nordre ende af reservatet, hvor der er så lavvandet, at ingen burde kunne komme til skade.

Med de udleverede fangstnet gik børn og voksne med stor entusiasme i gang med fange og studere, hvad de havde fået i nettet. Det var vandhulsdyr som vandkalve, skøjteløbere, vandtæger, tanglopper, snegle og muslinger og mange flere, som blev hældt op i hvide plastikbakker, hvor de kunne studeres nærmere.

Hvis et af målene var, at børnene kom til at føle tryghed ved smådyr og insekter og blev pirret pånysgerrigheden ved at prøve at holde småkravl i hånden, så var det til fulde opnået i denne udgave af Naturens Dag.

Alle havde en rigtig god og hyggelig dag. Her viste Kværkeby Fuglereservat igen sin store eksistensberettigelse og hvor værdifuldt det er, at vi har et sådan område lige midt i hjertet af Ringsted Kommune.

kristen

Nedenstående besked er modtaget fra en af deltagerne i arrangementet.

Tak til arrangørerne for en oplevelsesrig dag trods det regnfulde vejr. Det, der fra starten så ud til at blive en krible-krable-fattig dag, blev til en spændende dag med bl.a. skorpionstæge, tangnål, forskellige vandsnegle, ryg- og bug- svømmere, skøjteløbere, nymfer af døgnfluer og guldsmede, vandedderkopper og en lillebitte fisk af ubestemmelig art.
Vi havde sammen med vort barnebarn Arn på 7 år en herlig dag.
Kl. 11.23 observeredes en musvåge og samme sted kl. 12.14 en rød glente.
Mange hilsener
Lis og Arne, Vordingborg og Arn, Snesere

 

 





Kværkeby Fuglereservat, Bjergvej 77, 4100 Ringsted  | info@fuglereservat.dk