Gul Vipstjert - Rørdrum

2021-08-28 21:27
 
Torsdag den 26. august 2021.
 
Sol op klokken 06.08. Ned klokken 20.18. Dagen var aftaget med 3 timer og 9 minutter. 60% risiko eller mulighed for regn. Luftfugtigheden var 89%. En vind fra nord nordvest 4 m/s. 15 gr C. som føltes som 14 gr. C. En sigtbarhed på cirka 10 km.
 
En tur rundt i reservatet ved 19.15 tiden umiddelbart efter en større regnbyge og med risiko for endnu en byge. Jeg var dog heldig med turen – ingen nedbør.
 
Turen gik mod syd forbi Vildnisset, Skovsumpen og til Bugten. Herefter videre til Museet og Bænken på nordsiden. Hér en meget flot udsigt over reservatets østlige del – fra Jons Ø i vest til Solsorteholmen og Pilesumpen mod øst. Et ophold på bænken i ti minutter. På dette tidspunkt ikke den store aktivitet hos fuglene. Landsvaler i luften og et par vipstjerter, der gik til ro i rørskoven ud for Museet. Om det var hvid eller gul vipstjert var ikke til at afgøre. Vipstjerterne var hurtig ude af syne.
 
Den gule vipstjert nævnes her, da en af arten i tirsdags under en hurtig rundtur var synlig i rørskoven nord for dæmningen, umiddelbart før den ville sætte sig til rette i tagrørenes indre for natten. En ung gul vipstjert på sydsiden af rørskoven, meget synlig og helt i ro for fotografen. Det blev til en del billeder.
 
Under fotograferingen – stort leben hos andre vipstjerter i nærheden. Fuglene gik på vingerne, da en spurvehøg fløj ind over området. Spurvehøgen tog ”vingerne på nakken”, da flokken af vipstjerter steg til vejrs, og optog forfølgelsen af rovfuglen. Ja - det var tydeligt at se, at høgen kun havde ét for øje – at komme væk.
 
Tilbage til dagens rundtur.
 
Turen gik forbi Skoven og videre til Udsigten. Hér et kort ophold for at nyde endnu et flot syn over et grønt område - sø i forgrunden og kirken i Vigersted som en flot afslutning i baggrunden.
 
Langsiden blev nået. Klokken var nu 19.45. Ikke langt fra Lågen et kig til Lille-sø og til rørskoven i kanten af søen mod nord mellem Mågeholme og Skræppe øen. Jeg var ikke i tvivl, da jeg så det lyse omrids i kontrast til rørskoven. Kikkerten var ikke nødvendig. Det var rørdrummen. Jeg fik travlt på en langsom måde. Ingen hurtige bevægelser og mange billeder kom i hus – ja – i kamerahus.
 
Det kunne ses, at rørdrummen blev overrasket ved min fremkomst. Men som tiden gik – ca. 15 minutter – slappede fuglen mere og mere af – fra næsten pælstilling sank den ned i mindre end det halve af denne stilling.
 
Jeg forlod stedet efter ca. 20 minutter. Rørdrummen var stadig at se. Jeg nåede området ud for lågen, da jeg fik ideen om at se fuglen igen. Jeg gik tilbage og så mod stedet, hvor fuglen stod – troede jeg – men fuglen var om ikke fløjet, så forsvundet ind i rørskoven.
 
At fuglen så let lod sig se skyldtes et flot stykke arbejde fra Peter, som under sommeren med buskrydderen har skabt åbninger her og der for et bedre udsyn til søerne.
 
Jeg var naturligvis rigtig godt tilfreds med gensynet af rørdrummen. Jørgen og Jytte havde for ikke så længe siden haft fornøjelsen af at se fuglen i flugt i reservatet. Også reservatets nabo mod nord Jan Badura har nævnt, at fuglen i sommer er set ved deres sø.
 
Super dejligt at vide, at den fra tid til anden ses i området.
 
Tak til Mariann for hjælp i f. m. billederne.
 
Henning Kopp
Kværkeby Fuglereservat, Bjergvej 77, 4100 Ringsted  | info@fuglereservat.dk