Natugle - Rørdrum og det at lytte sig frem til en god oplevelse.

Tirsdag den 9. maj 2023.

 

En flot morgen med sol og med lyde fra gøg, nattergal, munk og løvsanger. Kernebideren havde igen været i det ophængte plasticbæger med solsikkefrø. En rigtig god start på dagen.

 

Denne morgen var imidlertid også med lidt andre lyde – ikke de kønneste, idet solsorte og musvitter var i affekt – først i haven og siden på naboens område, der støder op til fuglereservatet nord for Vigersdal Å. Jeg gik i retning af lydene for at se, hvad der var årsagen til deres ophidselse. Træer stod langs grusvejen, der førte til Bjergvej. Der gik nogen tid før jeg fik øje på fuglen – en natugle, der hverken reagerede på de omkringflyvende fugle eller min ankomst til stedet. Jeg havde før jeg gik mod lydene hentet mit kamera i tilfælde af noget spændende, og der blev tid til mange billeder. At se en natugle i dagslys var anden gang inden for kort tid. Man fristes jo næsten til at kalde den en dagugle.

 

Jeg tænkte efterfølgende – hvorfor ses denne ugle i dagens lys. Er der mangel på redekasser eller har den unger i nærheden? Under nogle ture i reservatet har jeg oplevet, at redekassen lavet til ugler og ophængt i Plantagen er blevet beboet af alliker. En hjemløs natugle? Næppe. Men det gav alligevel tanker om en eller flere redekasser til ugler skulle hænges op i den lille granskov ved åen. Det skal naturligvis tænkes godt igennem. Unger sås og hørtes ikke.

 

Dagen efter.

 

En aften tur rundt i reservatet med et par særlig gode oplevelser.

 

En natugle – måske den samme som ovenfor nævnt – blev set i hullet på redekassen på Jons Ø. Den var endnu ikke parat til udflyvning og forsvandt ind i kassen igen efter et par minutter.

 

Og så – den helt store oplevelse – rørdrummen.

 

Jeg var nået næsten rundt, og stod ved Knækket da en pauken lød mod sydvest. Jeg havde tidligere under turen hørt denne meget særlige lyd – men lyden blev hørt mod nordøst, og ikke fra reservatet. Der var buske mellem mig og Goddiks Sø, hvorfor jeg måtte tilbage til et åbent område, hvor jeg kunne overskue rørskoven ud for huset / museet.

Hjertet slog et ekstra slag. Dér var den jo – den flotte fugl – stående med et sikkert greb omkring et bundt tagrør. Mange billeder blev naturligvis taget.

 

Jeg var på vej tilbage til indgangen, da jeg fik tanken om, at jeg jo også kunne forsøge at tage billeder fra huset. Måske var det spild af tid – fuglen var sikkert over alle rørskove, når jeg nåede frem. Jeg satte det lange ben fremefter – gik vel 6 – 7 km i timen – nåede huset og – ja - heldet var med mig. Jeg gik naturligvis forsigtigt til værks – først rundt om huset ved den vestlige side. Billederne herfra var ikke tilfredsstillende. Nu en tur op i fuglekigget. Herfra var der et fint kig til rørdrummen og mange billeder blev taget.

 

Henning Kopp