Gifttyde Cicuta virosa

Gifttyde er en staude (flerårig urt), som hører til Skærmblomstfamilien, dvs. at den er i familie med gode grønsager som Gulerod og Kørvel – men også med farlige planter som Skarntyde og Bjørneklo.

Gifttyde er faktisk en af Danmarks mest giftige planter – en halv snes blade eller få gram af jordstænglen regnes for dødelig dosis. Det giftige stof er det harpiksagtige cicutoxin, som ved indtagelsen påvirker centralnervesystemet. Heldigvis er forgiftninger sjældne, da Gifttyde er en udpræget sump- eller vandplante, og derfor uden for rækkevidde – for det meste!

De fjersnitdelte blade er karakteristiske med smalle, savtakkede bladafsnit. Stængler og bladstilke er hule. Jordstængel (ofte flydende) er hul og kamret med en ubehagelig, kvalmende lugt.

Blomster og blomsterstande minder om Vild Kørvel. De runde frø spredes med vandstrømme.

Gifttyde er ret sjælden i de fleste egene af landet.

 

Gifttydes kamrede rod.
 
Gifttyde ved Ringsted Å. Foto: Jon Feilberg.
Kværkeby Fuglereservat, Bjergvej 77, 4100 Ringsted  | info@fuglereservat.dk