Fem voksne og tre børn mødte op, så der var ingen problemer med at høre hvad der blev sagt. Vejret var gråt, men helt stille. Der var ikke mange fugle at se, men Rørhøgen var dog ude at prøve vingerne et par gange.
Asta fortalte mange gode historier, som fx hvorfor der ikke er trolde i området (det skyldes de mange hyldetræer) og Jon demonstrerede hvordan et lille drys af citronsyre kunne fremkalde røde prikker på de – i øvrigt blå – Slangehoveder.
Da vi nåede om til Revlen kom der gang i ketcherne. Der var ikke så mage dyr, men der blev da fanget et par Pigsmerlinger, en tangloppe, mange myggelarver, en posthornssnegl og et par mosesengle. Efter lidt saftevand gik turen videre til museet, hvor alle var inde og beundre samlingen. Alle havde en god tur!