Snapsetur 21. august 2022 - Blå Flag arrangement

Tilslutningen til den årlige snapsetur i august plejer at være god, det var den også i år: 28 deltagere! Vejret viste sig fra sin bedste side, sol og en let brise.

Først fik vi udleveret et snapseglas - som gave. På turen rundt i reservatet uddelte Jens smagsprøver af udvalgte snapse, bestem af de planter som han fandt undervejs. På den måde kunne vi se den plante der gav smagen i munden og høre røverhistorier om den i ørerne. Det var anskuelighedsundervisning på højt niveau. Det er forbløffende så mange af reservatets planter der kan laves gode snapse på. Man skal dog huske at tage de unge, friske skud, så bliver resultatet bedst.

Samtidig var der mange historier om sproglige sammenhænge i plantenavne og plantenes anvendelse før i tiden. Bare man dog kunne huske det hele!

Snapseturen viste sig nyttig på en helt uventet måde, idet vi flere gange spottede rovfugle, når vi lagde nakken tilbage, for at få de sidste dråber med. Hele 4 stk. Rød Glente, 2 Havørn, 2 Rørhøg og 1 Fiskeørn. På et tidspunkt have jeg Havørn og Fiskeørn i samme kikkertfelt. Da flimrede det lidt! Men det havde absolut ikke noget med indholdet i glassene at gøre, det var vi alle 28 enige om!

Ved huset viste Jens resultater af mange års produktion af kryddersnapse og der var god gang i butikken. Jeg var især glad for Valnød-snapsen.

Igen et herligt "Blå Flag" arrangement med Jens i topform, vi glæder os allerede til næste år!

Jon
Kværkeby Fuglereservat, Bjergvej 77, 4100 Ringsted  | info@fuglereservat.dk