Store Fiskedag i Kværkeby Fuglereservat den 25. september 2016

Arrangører for foreningen var Torben Lønholm og Henning Kopp.

En pragtfuld morgen – stille og klart – en flot efterårsdag. En fiskeørn overfløj søområdet foran huset en time, før fiskeriet blev igangsat.

Deltagerne på årets eneste fiskedag mødtes ved huset. Fem børn og fem voksne. Ved elleve-tiden mødte endnu to børn op sammen med deres forældre.
Stemningen var i top. Alle havde set frem til dagen og var ivrige efter at komme i gang med fiskeriet.

Torben Lønholm, med mange års erfaring ud i lystfiskeriet, havde på sidste arbejdsdag i reservatet klargjort elleve fiskestænger til brug for dem, der ikke selv medbragte fiskegrej. Klogt – skulle det vise sig. Stort set alle fiskestænger kom i anvendelse i løbet af dagen.
Opbevaringsnet og spande blev udleveret til deltagerne. Nettene til brug for nedsænkning af de fangede fisk og spandene med vand til transporten frem til bedømmelsen ved huset efter fiskeriets afslutning.

Tiden – ja tiden gik alt for hurtigt, syntes flere deltagere, da tiden til bedømmelsen oprandt ved 13:30 tiden.

Torben Lønholm foretog herefter en vejning, måling og optælling af deltagernes fangst. Præmier blev herefter givet til:
Tilde Bartholin for flest skaller – 9 i alt – heraf 2 rudskaller.
Simon og Asbjørn Feenstra (begge nybegyndere) for største aborre på 110 gram og en længde på 20 cm.
Joachim Kopp for største skalle på 230 gram og en længde på 25 cm.
Gry Thomsen modtog trøstpræmien, og endelig, i veteranklassen, blev præmie givet til Per Hermansen for flest fangede skaller - 13 i alt.
Alt i alt blev der fanget 41 fisk under fiskedagen, og alle blev genudsat efter bedømmelsen.

En rigtig god fiskedag var til ende med et resultat, hvor man endnu bedre forstår, hvorfor fiskeørnen så tit ses over reservatet. Ørnen blev under fiskedagen igen set ved middagstid og umiddelbart efter at alle havde forladt reservatet.

Henning Kopp
Kværkeby Fuglereservat, Bjergvej 77, 4100 Ringsted  | info@fuglereservat.dk