Fiskedagen, den 21. september 2025.
Vejret. 18 gr. C., overskyet, vind 6 m/s fra sydvestlig retning og lufttrykket var 1.004 hPa.
Mødested ved huset. Tidspunkt kl. 09.30.
Tolv voksne og tre børn havde meldt sig til fiskekonkurrencen. Alle var - kunne det mærkes - i fint fiske humør.
Torben Lønholm med mange års lystfisker erfaring, var også med på det arrangerende hold i år. Torben havde op til dagen brugt mange timer på forberedelsen - hjulene på et dusin fiskestænger var blevet smurt, nye liner var spolet på hjulene, madding var indkøbt og - og sidst men ikke mindst - præmier var hentet hos sponsorerne - Aktiv Fritid, Køge og Kikkert Shoppen i Kværkeby.
Madding, net og spande blev udleveret, hvorefter deltagerne gik ud til forskellige steder ved søerne.
Én deltager - Joachim - fiskede igen i år med flue fra båd. Efter et kvarters tids fiskeri bragte han en gedde til land. Den blev vejet (2 kg) og målt (67 cm) og efterfølgende sat i søen igen.
Fra min plads på nordsiden af huset - nærmest i fugleperspektiv - kunne jeg se Stine og Lucas fiske i den østlige del af Goddiks Sø, Jørgen og barnebarn havde fundet en plads på åvejen og Per og familie lidt derfra. Steen havde slået sig ned på en bænk på samme vej, men ude af syne. Martin og familien var vandret til Lille Sø, hvor der var læ fra høje poppeltræer.
Fiskeriet gik godt - den ene fisk efter den anden blev trukket op af vandet. Hos Pers familie kunne jeg observere, at et par gedder, hvoraf en fik præmie for den største, blev landet (familien fangede fire gedder) og hos Joachim i båden blev endnu tre gedder set trukket over rælingen. Jørgen og barnebarn fangede tre aborrer/skaller. Lucas fangede tre fisk. Han fortalte, at en aborre var på krogen, men blev efterfølgende snuppet af en gedde. Steen, som jeg ikke kunne se fra huset, fangede tre gedder. Martin og familien fangede en halv snes skaller/aborrer, hvoraf den største skalle blev præmieret.
Flere deltagere var heldig med at observere en isfugl, der i lav højde og stor fart fløj hen over søerne.
Klokken 14 var det tid til at gøre resultatet op og uddeling af præmier.
Præmie blev givet for største
gedde - 76 cm,
aborre - 24 cm,
skalle - 21 cm - og
for flest fisk.
En rigtig god fiskedag var slut, og med Torbens fangede fisk blev det til en samlet fangst på 78 fisk. To af disse var rudskaller. Alle fisk blev genudsat.
Tak til deltagerne og Torben for en rigtig god, spændende og indholdsrig dag. Tak til sponsorerne.
Henning Kopp