Søndag eftermiddag den 24. marts 2013 blev et god oplevelse for medlemmer og venner af Fuglereservatet. I det flotteste klare vintervejr med sol og næsten vindstille, blev tilbygningen med handicaptoilet og trappelift taget i brug.
Tommy Johannessen fra LAG-Ringsted holdt indvielsestalen, hvor han udtrykte glæde over, at de bevilligede penge fra EU, blev udnyttet på bedste vis.
Også Teddy Pedersen, næstformand i foreningen, talte om glæden ved at kunne tage byggeriet i brug. Ikke mindst de rigtig mange frivillige timer, som medlemmerne havde lagt i projektet fik beundring med på vejen. Teddy takkede også for de gode LAG-penge og den flotte donation fra Fonden for bankTrelleborg samt de øvrige sponsorer.
Efter at ”silkesnoren” var klippet, blev der mulighed for at afprøve trappeliften op til fuglekikket. Et af foreningens medlemmer i kørestol blev den første, der kunne tage liften i brug.
Omkring 65 medlemmer og venner deltog i arrangementet. Og ikke mindre end to folketingsmedlemmer – Karin Nødgaard og Ole Hækkerup - havde afset tid til et besøg, ligesom Torben Lollike fra byrådet viste sin interesse.
Foreningen takker for den flotte deltagelse og det gode arrangement.