Snapsetur 20. august 2023

Søndag den 20. august 2023. Den årlige snapsetur - et Blå Flag arrangement.

Forud for søndagen - lidt bekymring - vejrmæssigt. Om natten faldt der regn - meget regn i området. I alt faldt der cirka 1,1 mio. liter regn i reservatet. Ville det fortsætte med at regne? Nej - meteorologerne havde meldt, at det ville holde op med at regne om morgenen. Og det holdt stik.

21 deltagere til snapseturen var mødt op til turen klokken 10. Himlen overskyet, temperaturen god og som turen skred frem fuld sol og varmt. Det kunne næsten ikke blive bedre. Den faldne regn kunne ikke ses eller mærkes i reservatet.

Jens Kruse og dennes hustru, som i år deltog for første gang, tog godt imod deltagerne. De havde medbragt en kurv med snapsglas. Et glas til hver deltager - en foræring.

Efter velkomsten forlod deltagerne parkeringspladsen og begav sig ind i reservatet. Turen gik mod åen og langs denne mod vest.

Under turen gjorde Jens Kruuse holdt forskellige steder, hvor planter, buske og træer, der var velegnede til kryddersnaps, groede. Hvor det var muligt, blev en medbragt smagsprøve på den aktuelle plante herefter udskænket.

Jens Kruuse sørgede ikke kun for kryddersnaps, men krydrede også turen med sine anekdoter undervejs. Gode fortællinger og morsomt var det.

Under turen blev der fortalt om bl. a. birk, pil, gran, rødel, bøg (knop), røllike, hyldeblomst, perikon og rejnfan som anvendelige til en god kryddersnaps.

Turen afsluttedes ved Museet, hvor flere og andre smagsprøver blev indtaget.

Alt i alt en rigtig god, interessant og humørfyldt tur rundt i reservatet med Jens Kruuse.

Forhåbentlig vil arrangementet blive gentaget til næste år. Hvis det sker, kan deltagelse varmt anbefales.

Henning Kopp
Kværkeby Fuglereservat, Bjergvej 77, 4100 Ringsted  | info@fuglereservat.dk