Smag på naturen 17. september 2023

Den 17. september var der – samtidig med fiskedagen – et Blå-Flag-Ringsted- arrangement fra 12-15: "Smag på naturen", hvor Lise M. Kristensen var leder. Vejret var fantastisk og gav de 9 deltagere fuld ’valuta’ på oplevelsen.

Vi kom ikke langt før de første smagsprøver af vilde planter skulle demonstreres og smages - Almindelig Hvidtjørn og Hyldebær. Vi fik også indprentet de vigtigste regler for vellykket indsamling af vilde planter. Jeg husker: Kend planterne, pluk nænsomt og kun overjordiske dele, pluk i god afstand fra veje, spørg om lov på private ejendomme.

Undertiden svigtede interessen kortvarigt når fiskeørnen gav opvisning, eller da en lille pige trak en stor gedde op af søen, men ellers var opmærksomheden stor!
Undervejs smagte vi på Vejbred, Enebær, Brændenælde, Forglemmigej, og mange, mange flere. Fremme ved museet blev der arrangeret en udstilling med alle smagsprøverne og Lise dækkede bord og serverede en menu bestående hjemmebagte boller med brændenælder og dertil røllikesmør og ost eller marmelade, ramsløgsalt med syltede salte slåen (en ren lækkerbisken) og endelig en brombærmousse med hasselnød-bund med chokolade i midten. Uhm! Der er virkelig meget at hente i naturen, også af spiselige urter. Lise lovede til slut at sende opskrifterne på lækkerierne til alle deltagerne.
En særdeles interessant og vellykket tur!

Jon
Kværkeby Fuglereservat, Bjergvej 77, 4100 Ringsted  | info@fuglereservat.dk